 |
|
|
|
Adventsenglen - Uddrag af julebog den 4. december
Hvert
år til jul, når jeg tager min julekasse frem og pynter op, er der én
speciel juleting, som gør at jeg husker tilbage til den gang, hvor jeg
var barn i 1950’erne.
Det er Christel-englen. Det hed den, fordi hende der havde tegnet den, hed Christel. Hun var en meget berømt tegner på den tid.
Jeg
har haft den i mere end 50 år og tænk – i år da jeg tog det fine
guldetui frem, hvor englen altid havde ligget, for at den ikke skulle
gå i stykker, så var det tomt. Der var kun et sæt af de flortynde
slidte vinger tilbage.
Jeg husker tydeligt den dag jeg fik Christel-englen. Jeg husker både duftene, lydene og hyggen ved samværet med de andre børn.
Dengang boede jeg i et gult hus med lejligheder.
I vores lejlighed boede vi 3 – min far, min mor og jeg.
Men
ovenover på 2. sal boede der 3 drenge med deres forældre. Lars hed den
ældste, så var der Søren og den yngste hed Morten. Jeg tror også deres
moster boede hos dem i et lille kammer.
De 3 drenge sov i 3
personers køjeseng. Det er en seng i tre etager. Det havde jeg aldrig
set før. Jo – i sommerhuset var der et lille rum, som vi kaldte
køjerummet, og der var en 2 personers køjeseng.
Drengenes mor var
en elskelig dame, og hun inviterede hele opgangens børn til juleklip i
soveværelset, altså det værelse med den 3 etagers køjeseng.
Drengenes
far havde taget en dør af. Den blev brugt som bord, og så klippede og
klistrede vi ellers til den store guldmedalje, som man siger.
Vi
brugte ikke rigtig lim, men noget lim, som den rare dame selv lavede,
for det var billigere og ikke spor usundt. Det hed melklister. Det
lugtede sjovt, næsten som bolledej.
Vi måtte lave lige præcis
det, vi ville. Der var glanspapir i rødt, hvidt, blåt, grønt, lyserødt
og guld og sølvpapir. Der var lilla og lyserødt silkepapir og vat og
glimmer.
Vi lavede musetrapper, flettede hjerter, guirlander og vatmuffer – ved du for resten hvad en muffe er?
Det
er en slags pose, der er foret med noget varmt, som man kan putte
hænderne ind i, når det er koldt i stedet for vanter. Man hængte den om
halsen i en snor, præcis som dine vanter gør, så du ikke taber dem.
Når
man skulle lave en vatmuffe til at hænge på juletræet, rullede man
noget vat sammen til en fed pølse, og så klippede man silkepapir i
tynde strimler, som man limede rundt om vattet. Man limede også en hank
på, og man strøede guld og sølvglimmer på. Det hang fast af sig selv i
vattet.
Der duftede vidunderligt hos fru Fuglesang, som damen hed.
Vi fik varm kakao og hjemmebagte boller og slik, og da jeg gik ned til
mig selv med alle de ting, jeg havde lavet, fik jeg englen.
Det
var en Christel-engel. Englen var helt lyshåret og havde lyseblå
kjortel på, og så havde den rigtige englevinger. Der var lavet et lille
hak i ryggen på englen, og der satte man de florlette englevinger. Der
hørte to sæt vinger til, for de var så fine og tynde, at de let kunne
gå i stykker.
Min mor hængte englen midt ned fra loftet inde i adventskransen.
Jeg
tror nok, at min mor syntes, det jeg havde lavet, var grimt, men hun
sagde det ikke. Det passede ikke til hendes fine juletræ, men alt blev
hængt på træet og beundret af hele familien.
Næste år kan jeg
huske, at jeg selv syntes, det var lidt grimt, og så smed jeg noget af
det ud, og efter et par år var det hele smidt ud.
Undtagen
Christel-englen. Jeg synes stadig så mange år efter, at det er den
smukkeste engel, jeg nogensinde har set. Den er lidt slidt. De tynde
vinger er limet sammen med tape. Og nu var den væk. Jeg ledte alle
steder, men kunne ikke finde den. Det ville blive en underlig jul uden
Christel-englen.
Men tænk, da juletræet blev tændt, hang
Christel-englen lige så flot på den smukkeste gren og snurrede let og
graciøst rundt i sin snor.
Det må bestemt være nissen, der har fundet den og hængt den lige præcis der. |
|
|
|
